Regionsgolf er en landsdækkende holdturnering, der har eksisteret siden 1970’erne. I 2026 deltager 166 golfklubber med næsten 1.000 hold og over 8.000 spillere på landsplan.
Kampene spilles som hulspil – den klassiske form for golf, hvor du vinder, taber eller deler hvert enkelt hul. Et hold består af 6 spillere (2 damer og 4 herrer), som spiller 1 damesingle, 3 herresingler og 1 mixed foursome. Alle matcher tæller for holdets samlede resultat, og det giver ægte spænding til det sidste.
Hvem kan være med?
Der er plads til langt de fleste – turneringen er inddelt efter handicap og alder:
Fra 21 -50 år spilles der i 4 rækker, hvor man placeres efter handicap (minimum 23,5). Er man 50 eller ældre, kan man spille som veteran eller superveteran, og der er ikke noget minimumskrav til handicap
Du skal være fuldtidsmedlem i Hedens Golfklub.
Sæsonen
April–juni: Puljekampe mod klubber i dit område. August: Slutspil efter cup-systemet. September: Regionsfinaler og Landsfinaler.
Pris
Hvert hold betaler 750 kr (2026) for deltagelse. Udgiften deles imellem holdmedlemmerne i forhold til antal spillede runder. Greenfee er inkluderet i prisen.
Sådan kommer du i gang
- Kontakt klubbens Regionsgolf-koordinator Steen Sørensen, og meld din interesse. Det kan være som individuel deltager på et hold, eller det kan være et hold du selv samler.
- Steen tilmelder dig/jer til det rette hold og den rigtige række.
- Træn med dine holdkammerater og gør jer klar til den første kamp.
Vi kan ikke garantere, at du kommer på et hold. Det skal jo passe med, at et hold består af 6 personer. Går det ikke op, er der ofte mulighed for at deltage som reserve, og træde til når der er behov.
Hvordan foregår det
Regionsgolf spilles typisk mellem 4 klubber beliggende indenfor en rimelig køreafstand. Hver klub møder man på både ude- og hjemmebane, og har man hjemmebane, er man samtidig vært for en frokost/middag efter spil.
Hvert hold har en holdkaptajn, og det er holdkaptajnerne, som på baggrund af de enkelte spillers handicap beslutter, hvem der skal spille mod hvem.
Holdene står selv for transport til matcherne. Normalt planlægges afgang så tidlig, at der er tid til at hilse ordentligt på og finde sig til rette i den fremmede klub. Der er også mange som gerne vil varme op på Driving Range.
På det aftalte tidspunkt slå man ud i den rækkefølge som holdkaptajnerne sammen beslutter. Alt foregår i en kammeratlig atmosfære, selv om der ikke er tvivl om, at der konkurreres og spændingen er høj.
Efter 18 huller samles holdene til et veldækket bord, hvorom dagens dyst diskuteres. Der både grines og grædes over de sædvanligvis mange bemærkelsesværdige situationer fra runden. Yderligere er der tradition for både taler og kampråb, og hver vinder giver øl til sin modstander.
Så har du lyst til både konkurrence og hygge på fremmede baner og at være vært for det samme på egen bane, så skulle du overveje, at deltage i Regionsgolf.
På https://regionsgolf.dk kan du læse mere.


